Gå til hovedindhold

Befordringsgodtgørelse, diæter og rejser

Retningslinjer for transport og udbetaling af kørselsgodtgørelse.

12. jan. 2024
  • Læs op

Indhold

    Albertslund er en miljøcertificeret kommune,  og som udgangspunkt benyttes derfor cykel, billigste offentlige transport eller kommunens el-biler, når behovet for transport opstår. Er der tale om transport inden for kommunegrænsen, er det nærliggende at benytte cykel eller el-bil, mens det er nærliggende at benytte offentlig transport, hvis der er tale om transport over længere afstande. Det er som udgangspunkt den enkelte leder, der har beslutningskompetencen i forhold til, hvilken form for befordringsmiddel, der skal anvendes.

    Derudover er det muligt at transportere sig i egen bil mod udbetaling af kørselsgodtgørelse på enten høj eller lav sats. Ved egen bil forstås medarbejderens, samlevers, leaset eller lejet bil, men ikke lånt bil. Det afgørende er, at medarbejderen afholder udgifterne til bilen.

    Kommunalbestyrelsen har med vedtagelse af budgettet i oktober 2016 besluttet, at der som udgangspunkt kun skal udbetales kørselsgodtgørelse efter lav sats. Der kan dog stadig være ansatte eller områder, hvor kørselsgodtgørelse udbetales til høj sats. For mere herom se afsnittene nedenfor om henholdsvis lav og høj sats.

    Kørselsgodtgørelse til lav sats skal som udgangspunkt dække udgifter til benzin, mens kørselsgodtgørelse til høj sats udover benzin også skal kompensere for løbende slid på bilen. Hvorvidt der skal betales kørselsgodtgørelse, og om der udbetales lav eller høj sats, afhænger af kørslens art og formål.

    Lav eller høj sats

    Der udbetales kørselsgodtgørelse til lav sats, når en medarbejder lejlighedsvis kører i egen bil i arbejdssammenhæng. Kørslen skal på forhånd være godkendt af lederen. Kørsel til lav sats kræver ikke, at medarbejderen har en kørselsbemyndigelse.

    Udbetaling af kørselsgodtgørelse til høj sats anvendes, hvis der med en stilling er forbundet regelmæssig kørsel af større omfang og/eller speciel art i egen bil.  I Albertslund Kommune er det besluttet, at der ved ’større omfang’ skal forstås et skønnet kørselsbehov på minimum 2.000 km årligt. For at der kan ske udbetaling af kørselsgodtgørelse til høj sats skal det være en forudsætning for jobbet, at medarbejderen stiller sin egen bil til rådighed eller at kørsel i egen bil er en væsentlig del af at kunne udføre arbejdet. Kørsel til høj sats kræver, at medarbejderen har en kørselsbemyndigelse.

    Beregning af kørselsgodtgørelse

    Hensigten med kørselsgodtgørelse for kørsel i egen bil er, at medarbejderen godtgøres for sine omkostninger, men samtidig, at medarbejderen ikke tjener på ordningen.

    Udgangspunkt - Medarbejderen er berettiget til kørselsgodtgørelse for afstanden mellem det sædvanlige arbejdssted og mødestedet.

    Undtagelse - Udgangspunktet fraviges, hvis medarbejderen i forbindelse med et møde el. lign. kører direkte fra eller til bopæl (eller anden destination af privatkarakter). I det tilfælde er medarbejderen kun berettiget til kørselsgodtgørelse mellem bopæl og mødested, hvis afstanden overstiger afstanden mellem bopæl og det sædvanlige arbejdssted.

    I Retningslinjer for ”transport og udbetaling af kørselsgodtgørelse” nedenfor gennemgås reglerne mere detaljeret og med eksempler. Derudover kan du læse om kontrol og dokumentation i forbindelse med kørsel og om rejsegodtgørelse for kurser af minimum 24 timers varighed.


    Hvis du har spørgsmål vedrørende kørsel kan du kontakte din leder eller personalekonsulent Rikke Brandt.

    Her finder du de samlede retningslinjer inkl. bilag. Hvis du har brug at vide noget konkret, kan du nemt klikke dig frem til emnet via nedenstående faner:

    Sidst opdateret: 21. februar 2024